Ny i cykelsporten: alt hvad du skal vide

Cykling er en sport for alle – også for børn og unge! Fællesskabet og glæden ved sporten er i vores fokus inden for B&U – der er plads til alle og ikke kun dem med konkurrence ambitioner

Hvor gammel skal man være?

Man kan begynde til landevejscykling som 7-9 årig.

Er det dyrt at gå til cykling?

Hos Team Cycling Ringsted er vores ambition at få flere børn til at starte til cykling. Derfor tilbyder vi bl.a. gratis lånecykel, gratis lån af cykeltøj og udstyr – så det bliver så billigt som muligt for dit barn at prøve cykling.

Hvis dit barn bliver bidt af sporten, så kan vores cykler lejes for kun 500 kr. pr. år. og klubben dækker vedligehold af sliddele.

Hvad skal man bruge for at komme i gang?

Når dit barn begynder til cykling, kan han/hun møde op i almindeligt træningstøj og cykelhjelm. I opstartsfasen er det muligt at låne udstyr og indtil I beslutter om cykling er noget for dit barn.

Er træningen meget konkurrencepræget?

Træningen er opdelt i flere hold efter fart og distance, så dit barn kommer til at køre med andre på samme niveau. Træningen vil også indeholde tekniske cykeløvelser og sjove konkurrencer. Dit barn vil helt sikkert få pulsen op og sved på panden, men ikke mere end at han/hun har lyst til at komme tilbage til næste træning. Træningen afsluttes ofte med hygge og socialt samvær med klubkammeraterne

Er det farligt at gå til cykling?

Træningen foregår ofte på svagt trafikerede veje og lukkede områder, så sikkerheden er i top. Dit barn får en grundig introduktion til lånecyklen eller egen cykel og basale tekniske færdigheder, samt en indføring i hvordan man færdes sammen på cykel, inden han/hun kommer til at køre med klubkammeraterne. Der vil altid være tilstrækkeligt med trænere med på turen, så de voksne kører både foran og bag ved gruppen. 
Klubberne er meget opmærksomme på ikke at cykle ud i trafikken med børn, der ikke er klar til det

Bliv en del af Team Cycling Ringsted.

Tilmeld dig i dag og oplev fordelene ved cykling for børn.