Log ind

Unge fra julemærkehjemmet i Roskilde træner med Team Cycling Ringsted

Siden begyndelsen af maj har Mick, Astrid og Alexander fra julemærkehjemmet i Roskilde trænet med hos TCR. De unge mennesker er udvalgt blandt de unge på alle fem julemærkehjem i Danmark fordi de gennem deres ophold på hjemmet har udvist stort gå-på-mod og energi. Forældrene til de unge nævner selvtillid som noget af det vigtigste de unge har fået med fra opholdet på julemærkehjemmet. Som de siger "selvfølgelig er det vigtigt at vores børn har tabt sig, men det er ligeså vigtigt at de har fået opbygget en stærk selvtillid". 

 

De tre skal deltage i Velgørenhedsløbet som afvikles i forbindelse med det professionelle cykelløb Post Nord Danmark Rundt. Løbet startes inden 5. etape søndag d. 5. august. Ruten går fra torvet i Faxe til opløbet på Frederiksberg og turen er 105 km. De tre skal gennemføre på lige fod med alle andre der deltager i Velgørenhedsløbet. 

 

Mick, Astrid og Alexander træner sammen med TCR's ryttere to gange om ugen og derudover træner de selv en gang om ugen. Det er også vigtigt at de får trænet meget, for man kan ikke lige køre 105 km. uden træning. Forældrene er rigtigt glade for at de unge kan træne i TCR. Vi er blevet taget rigtigt godt imod i klubben, og det er skønt at drenge og piger træner sammen. Samtidig gøres der meget ud af det sociale med klubaftener og fællesspisning. 

 

Det er Post Nord der står bag initiativet, og Danmark Cykel Union pegede på Team Cycling Ringsted da der skulle vælges en klub til de unge mennesker. Post Nord har sponsoreret tøj og samtidig stillet cykler til rådighed. Hvis de tre klarer løbet d. 5. august får de lov til at beholde cyklen bagefter, så der er ingen tvivl om at motivationen er på plads. Flere af TCR's unge ryttere vil også deltage i Velgørenhedsløbet så de er klar med opbakning undervejs, hvis det skulle blive nødvendigt.

 

Træner-teamet Hanne Bøje og Michael Wolter håber at Astrid, Mick og Alexander fortsætter med at cykle efter Velgørenhedsløbt, og dette meget gerne i Team Cycling Ringsted.